Badminton / UNGDOM / Stævner

Stævner

Som badmintonspiller kan du spille masser af stævner. Faktisk er der stævner, (næsten) hver eneste weekend, for både den bedste elite og den helt nye nybegynder. Det hele bliver styret på www.badmintonpeople.dk. 

Nogle stævner er mere oplagte end andre. Vi har beskrevet et par af de største nedenfor. Det kan du bruge som rettesnor. Du er også altid velkommen til at spørge en af trænerne. De har prøvet det meste og kan let hjælpe. 

Bemærk at klubben giver tilskud til stævnet i Præstø Hallen i januar. De øvrige stævner skal du betale selv. Det koster typisk 150 kroner for en singlerække og lidt mindre for double. 


Oktober: Landsbadmintonstævne i Fredericia
 
DGI's landsbadmintonstævne er måske det største stævne på hele året. Med mere end 1000 badmintonspillere fra hele Danmark og Europa. Det er en stor oplevelse og et hyggeligt stævne, fordi man har garanti på at få mange kampe, også selvom man taber i første runde. Så spiller man blot videre mod andre der også har tabt. 


November: Østmesterskab

DGI, Badminton Sjælland og Badminton Lolland-Falster afholder hvert år et "østmesterskab" for hele Sjælland, Lolland og Falster. Det er det, som tidligere blev kaldt Lolland-Falster-mesterskabet eller Sjællandmesterskabet. Nu er kredsene blot slået sammen til en.
 
Det foregår normalt centralt i området, f.eks. i Ringsted eller Herlufsholm, så køreafstanden er ikke så lang. Det er et stort og sjovt stævne, hvor vi ofte har taget pæne medaljer med hjem.
  
 
December: Nytårsstævne i Toksværd
 
Hvis man har tid tilovers i sin juleferie, er Toksværds Nytårsstævne et godt valg. Det er et stort traditionsrigt stævne, som hvert år tiltrækker spillere fra hele Sjælland. 
 
 
Januar: Begynderstævne i Præstø
 
DGI holder hvert år begynderstævne i Præstø. Typisk i den første weekend i januar. Det er et hyggeligt stævne, hvor vi nyder at være på hjemmebane og ofte stiller talstærkt op. Med heppekor, kagebagere og andet godt.

Det er desuden et "begynderstævne", som KUN er for begyndere. Spillere, der har opnået point ved de rigtige stævner, må ikke være med. Det betyder, at man er sikker på IKKE at komme til at møde en stjerne-spiller i første kamp. Man møder kun andre begyndere, hvor det er ok, at man måske har svært ved at ramme bolden eller ikke har helt styr på reglerne endnu. Begynderstævnerne er det rigtige sted at starte!

Klubben betaler 100% af dit tilmeldingsgebyr.
 
 
Januar: Udtagelse til LM  
 
I januar er der også udtagelsesstævne til LM. Hvis du vil med til DGI's Landsmesterskab i marts, er det et krav, at du SKAL deltage i det lokale udtagelsesstævne først. Ellers kan du ikke komme med til LM. 
 
 
Marts og april: DM eller LM

I foråret er der to store stævner - Landsmesterskab (LM) og Danmarksmesterskab (DMU). Begge stævner foregår i Jylland og tiltrækker normalt op mod 1000 spillere. 
 
  
 
--


Vejledning til BadmintonPeople

BadmintonPeople er et fælles system for både Badminton Danmark og DGI. Det betyder, at alle stævner bliver administreret ét sted. Du kan derfor altid finde overblik, invitationer, programmer og resultater på www.badmintonpeople.dk

Første gang du tilmelder dig:

- Klik ind på www.badmintonpeople.dk

- Gå til ”Tilmeld” øverst i højre hjørne.

- Skriv dit navn eller dit barns navn og din e-mail adresse.

- Kort efter vil du modtage en e-mail fra BadmintonPeople med et aktiveringslink - klik på det. Hvis mailen ikke dukker op, er den måske havnet i ”uønsket mail”.

- Herefter får du et aktiveringsbillede, hvor du indtaster din egen adgangskode. Husk koden – den skal du bruge fremover hver gang du logger på eller skal tilmelde dig en turnering.

- Når adgangskoden er tastet ind, er du klar til at surfe på BadmintonPeople!


Husk - Under punktet "Min profil" skal du udfylde så meget som muligt. Ikke mindst navn og telefonnummer. Så kan andre finde dig.



Når du vil tilmelde dig en turnering:

- Log in på BadmintonPeople.

- Klik på ”Sæsonplan” øverst i skærmbilledet.

- Vælg den relevante årgang og række. Klik på ”Søg”, så kommer alle turneringer frem.

- Vælg den turnering du gerne vil tilmelde dig.

- Vælg om du vil spille herresingle, damesingle eller double. Hvis du vælger double, kan du vælge en makker selv eller tilmelde dig med X-makker. Så bliver du sat sammen med en anden spiller, der også har tilmeldt sig med X-makker.

- Tilføj alle de rækker, som du ønsker at være med i. Du kan også tilmelde dig flere turneringer på samme tid – så skal du blot skifte mellem turneringerne under ”Vælg turnering”.

- Når du har tilmeldt dig det du vil, skal du slutte af med at betale.

- Herefter får du en kvittering pr. mail.



Er du i tvivl om hvilken årgang eller række, du skal tilmelde dig i?

Alle turneringer er inddelt efter alder i 2-års intervaller (under 9 år, 9-10 år, 11-12 år osv.).

For sæsonen 2018/189ser aldersinddelingen således ud:

- U19: Årgang 2000 og 2001
- U17: Årgang 2002 og 2003
- U15: Årgang 2004 og 2005
- U13: Årgang 2006 og 2007 
- U11: Årgang 2008 og 2009 
- U9: Årgang 2010 eller yngre

Spillerne er også opdelt efter styrke. Fra D-rækken (begynderrækken) til Eliterækken (som er landets bedste række). Hvis du har spillet stævner før, kan du se din klassifikation under ”Ranglister”.

Hvis du aldrig har spillet stævner før, skal du begynde i D-rækken. Herefter spiller du dig op, efterhånden som du vinder kampe og turneringer. En C-række-spiller må ikke stille op i D-rækken. Du kan derfor være sikker på, at møde spillere på omtrent samme niveau.


Når du skal til stævne

Når du har tilmeldt din en turnering, kommer du med i turneringens spilleprogram. Det bliver typisk sendt ud pr. mail direkte til deltagerne 3-6 dage før stævnet. Du kan også finde det på turneringstilmeldingssiden – altså samme sted, som da du tilmeldte dig stævnet.

Husk at komme i god tid. Man skal være spilleklar mindst 30 minutter før – og der skal også være tid til at varme op, fylde en drikkedunk osv.


Har du brug for mere hjælp?

BadmintonPeople har et hav af funktioner. Du kan finde venner, læse nyheder, følge verdenseliten og meget andet.

Der er gode vejledninger under FAQ yderst til højre. Her kan du f.eks. se, hvordan du kan tilknytte flere spillere til samme brugerprofil. Det kan være smart, hvis man er forælder til to badmintonbørn.

Du er også altid velkommen til at spørge om hjælp hos dine trænere, Ninna Hemmingsen (kasserer@praesto-sport.dk) eller Suzanne Wittrock badminton@praesto-sport.dk
Præstø Sport | CVR: 37164747 | Hjørnehusvej 14, DK-4720 Præstø - DENMARK | info@praesto-sport.dk